Patriark Bartholomæos’ fastebudskab 2012

Nåde og fred fra vor Herre og Frelser Jesus Kristus, og fra Os: bønner, velsignelse og tilgivelse.

Lad os, I troende, med glæde tage imod det guddommeligt inspirerede budskab om Den Store Faste.

I den senere tid bemærker vi en øget bekymring. Mange problemer viser sig. Verden lider og kræver hjælp. Vi gennemlever i sandhed en generel prøvelse. Nogle kalder den ”økonomisk depression”, andre siger ”politisk krise”. For os drejer det sig om en åndelig afsporing. Og der findes en behandling. Der foreslås mange løsninger, og man hører forskellige synspunkter. Men problemerne forbliver de samme. Folk føler sig svigtede og alene. Deres dybere væsen bliver overset. De forbliver nedtrykte, forvirrede og fortvivlede. De løsninger, der foreslås, uanset deres retning og ophav, sætter ikke mennesker fri, for i udgangspunktet prisgiver de os som fanger af forgængelighed og død.

Kirken er Herren, Gud-Mennesket Selv, vore sjæles Befrier. Når vi går ind i Kirkens rum, kommer vi ind i en atmosfære af guddommelig trøst, af forsoning mellem Himmel og Jord. Vi går ind hos vore egne. Vor ånd finder ro. Vi finder den himmelske skønhed og åndelig modenhed, ”en hellig duft, som rækker til verdens yderste egne”. Kirken kender alle vore lidelser. Og den har styrke til at befri os. Kirken kalder os til omvendelse. Den indeholder ingen løgn, og den gemmer ingen skjulte ulykker.

Kirken siger hele sandheden. Og den opfordrer os til at se sandheden i øjnene, sådan som den er. Til at indse, at vi er jord og støv. I hellige Andreas af Kretas Bodskanon er der tale om angerens tårer, om den åndelige sorgs hulken, om smerten fra vore sår. Men sjælens ro og åndelig sundhed følger efter dette. Vi har vor Skaber og Frelser. Af Sin overstrømmende nåde har Han sat os i skellet mellem uforgængelighed og dødelighed. Han har ikke forladt os. Han er kommet, og Han har frelst os. Ved Korset har Han tilintetgjort døden. Han har skænket os kødets uforgængelighed.

Siden vi nu er podede på Kristus, hvorfor bekymrer vi os da til ingen nytte? Hvorfor iler vi ikke hen til Ham? Kirken befatter sig ikke med og overlader os heller ikke til forgængelighed. Kirken kender menneskets dybeste behov, og den kommer os til hjælp og sætter os fri. Vi har behov for føde. Men ”mennesket lever ikke af brød alene” (Matt. 4,4). Vi har også brug for åndelig forståelse, men vi er ikke ulegemlige. I Kirken finder vi hele livets fylde og forståelse i gud-menneskelig balance.

Borte fra Gud fordærves og ødelægges mennesker. Dér, hvor materiel rigdom og overflod råder, vinder også skandaløse fristelser og mørk forvirring frem. Dér, hvor mennesker lever, som det passer sig, og modtager alt i taknemmelighed og taksigelse, dér helliggøres alting. Lidet velsignes som tilstrækkeligt, og det forgængelige iklædes uforgængelighedens pragt. Mennesker tager imod det flygtige som en Guds gave. Og allerede her og nu næres vi af vort pant på det evige liv. Ikke blot løses problemerne, men prøvelsernes smerte forvandles til livskraft og giver anledning til lovprisning. Når dette finder sted i os, når mennesker finder hvile og personlig frelse ved at overlade alt til Kristus, vor Gud, da oplyses menneskets sjæl. Da kender vi os selv og hele verden. Da lever vi i tillid til Den Almægtiges kærlighed. Dette giver den troende styrke. Og det formidles, ved en usynlig stråling, som en styrkelse for alle, som hungrer og tørster efter sandheden.

Hele verden har brug for den frelse, som stammer fra Skaberen. Hele verden har brug for troens nærvær og de helliges samfund. Lad os takke vor Herre og Gud for alle Hans velgerninger og for tiden nu med Den Store Faste. Det er en tid, som er velkommen, det er omvendelsens tid. Lad os krydse Fastens ocean sønderknuste og med bekendelse af vore synder, for at vi kan nå frem til den glæde, som er uden ende, over vor Herre, Gud og Frelser Jesu Kristi Opstandelse.

Ham være lov og pris til evig tid. Amen!

Sign. Patriark Bartholomæos af Konstantinopel

Brændende forbeder for jer alle hos Gud.