Hellige Efraim Syreren 28. januar / 10. februar

Hellige Efraim Syrerens Bønn

 Af f. Ale­xan­der Schmemann
 (oversatt av ortodoks.dk)

Blandt samt­lige hym­ner og bøn­ner til faste­ti­den er der én, kort bøn, som vi kan betegne som fastebøn­nen par excellence.

Tra­di­tio­nelt til­skri­ves den en af det ånde­lige livs store lærere, Hl. Efraim Syre­ren. Den lyder sådan her:

 

Herre og Her­sker over mit liv. Giv mig ikke doven­ska­bens, mod­løs­he­dens, magt­ly­stens og den tomme snaks ånd.

Men giv mig, Din tje­ner, kysk­he­dens, ydmyg­he­dens, tål­mo­dig­he­dens og kær­lig­he­dens ånd.

Herre og Konge. Lad mig se mine egne for­syn­del­ser og ikke dømme min bror; for Du er vel­sig­net i al evig­hed. Amen.

Bøn­nen afslut­ter alle faste­ti­dens tje­ne­ster på hver­dage. Men hvor­for ind­ta­ger denne korte og enkle bøn en så vig­tig plads i til­be­del­sen gen­nem hele faste­ti­den? Det gør den, fordi den på ene­stå­ende måde opreg­ner alle omven­del­sens ”nega­tive” og ”posi­tive” ele­men­ter. Den udgør, så at sige, en form for ”check-liste” for den enkel­tes per­son­lige ind­sats i faste­ti­den. Ind­sat­sen sig­ter først og frem­mest på at befri os fra nogle basale ånde­lige syg­domme, som for­mer vore liv og prak­tisk talt gør det umu­ligt for os at begynde at vende os til Gud.

Den grund­læg­gende syg­dom er doven­skab. Det er denne mær­ke­lige ugi­de­lig­hed og pas­si­vi­tet i hele vor væren, som altid skub­ber os ”nedad” i ste­det for ”opad”; og som kon­stant over­be­vi­ser os om, at ingen for­an­dring er mulig og der­for hel­ler ikke ønske­lig. Det er i vir­ke­lig­he­den en dybt rod­fæ­stet kynisme, som til enhver ånde­lig udfor­dring sva­rer: Hvad skal det tjene til? – og som gør vore liv til et kæm­pe­mæs­sigt ånde­ligt spild. Det er roden til al synd; for doven­ska­ben for­gif­ter den ånde­lige energi ved selve dens kilde.

Resul­ta­tet af doven­ska­ben er mod­løs­hed. Det er den til­stand af fortviv­lelse, som alle ånde­lige Fædre har anset for at være den stør­ste fare for sjæ­len. Fortviv­lelse er, når det er umu­ligt for et men­ne­ske at få øje på noget som helst godt eller posi­tivt; det er, når alting nedskri­ves til nega­ti­vi­tet og pes­si­misme. Det er i sand­hed en dæmo­nisk kraft i os; for djæ­velen er dybest set løg­ne­ren. Han lyver for men­ne­sker om Gud og om ver­den, han opfyl­der livet med mørke og for­næg­telse. Fortviv­lelse er selv­mord for sjæ­len; for når et men­ne­ske er besat af fortviv­lelse, er ved­kom­mende helt ude af stand til at se lyset og til at læn­ges efter det.

Magt­ly­sten! Så mær­ke­ligt det måtte fore­komme, er det netop doven­skab og fortviv­lelse, som fyl­der vort liv med magt­lyst. De for­dær­ver hele vort syn på livet, som de gør menings­løst og tomt; og der­ved tvin­ger de os til at søge kom­pen­sa­tion i en fuld­kom­men fejl­ag­tig hold­ning til andre men­ne­sker. Når mit liv ikke er ori­en­te­ret mod Gud og mod evige vær­dier, bli­ver det nød­ven­dig­vis sel­visk og sel­v­op­ta­get, og det inde­bæ­rer, at alle andre bli­ver til mid­ler for min egen til­freds­stil­lelse. Når Gud ikke er mit livs Herre og Mester, bli­ver jeg i ste­det min egen herre og mester – min egen ver­dens abso­lutte cen­trum; og så begyn­der jeg at bedømme alting efter mine behov, mine ideer, mine ønsker og mine opfat­tel­ser.

Magt­ly­sten er såle­des en grund­læg­gende for­gift­ning af mit for­hold til andre men­ne­sker. Den er en stræ­ben efter, at de skal være under­gi­vet mig. Dette fin­der ikke nød­ven­dig­vis udtryk i et kon­kret ønske om at bestemme over og domi­nere ”de andre”. Det kan lige så vel resul­tere i lige­gyl­dig­hed, foragt og man­gel på inter­esse, hen­syn­ta­gen og respekt. Der er i vir­ke­lig­he­den tale om doven­skab og fortviv­lelse, nu blot ret­tet mod andre. Der­ved ful­den­des det ånde­lige selv­mord med ånde­ligt mord.

Så er der til sidst den tomme snak. Af alle skab­nin­ger er men­ne­sket den ene­ste, som har fået skæn­ket talens gave. Alle Kir­ke­fædrene ser i det for­hold selve ”seg­let” på det gud­dom­me­lige bil­lede i men­ne­sket; for Gud selv åben­ba­res som Ordet (Joh. 1:1) Det er den stør­ste gave og netop der­for også den stør­ste fare. Det er selve men­ne­skets udtryk, det er mid­let til ful­den­delse; og af selv samme grund er det mid­let til men­ne­skets fald og selvø­de­læg­gelse, til for­ræ­deri og synd.

Ordet frel­ser, og ordet dræ­ber. Ordet beån­der, og ordet for­gif­ter. Ordet er Sand­he­dens medie, og det er den djæ­vel­ske løgns medie. Det har den stør­ste posi­tive kraft; og der­for har det også en enorm nega­tiv kraft. Ordet ska­ber vir­ke­lig, i posi­tiv eller nega­tiv for­stand. Når ordet afspo­res fra sin gud­dom­me­lige oprin­delse og for­mål, bli­ver det til tom snak. Så ”styr­ker” det doven­skab, fortviv­lelse og magt­lyst og for­vand­ler livet til et hel­vede. Så bli­ver det til selve syn­dens kraft.

Disse fire er altså omven­del­sens nega­tive ”objek­ter”. De udgør de for­hin­drin­ger, som må skaf­fes af vejen. Men det er alene Gud, som for­mår at fjerne dem. Deraf fastebøn­nens før­ste del, som er dette råb fra bun­den af men­ne­ske­lig hjæl­pe­løs­hed. Derpå bevæ­ger bøn­nen sig over i omven­del­sens posi­tive mål, som der også er fire af.

Kysk­hed! Hvis vi ikke nedskri­ver dette begreb, som det så ofte og fejl­ag­tigt gøres, til dets seksu­elle kon­no­ta­tio­ner alene, skal det for­stås som doven­ska­bens posi­tive mod­stykke. Den nøj­ag­tige og fulde gen­gi­velse af det græ­ske sof­ro­syne og det rus­si­ske tse­lom­ud­ryie burde være helheds-tænkning (eng. whole-mindedness). Doven­skab er, først og frem­mest, spred­ning og brud i vision og energi, det er mang­lende evne til at se det hele. Dens mod­sæt­ning er såle­des netop hel­hed.

Når vi med kysk­hed sæd­van­lig­vis mener den dyd, som er det mod­satte af seksuel for­dær­vet­hed, er det fordi, vor eksi­stens’ split­tede karak­ter intet sted ses tyde­li­gere end i det seksu­elle begær – i krop­pens frem­med­gø­relse fra åndens liv og sty­ring. Kristus gen­dan­ner hel­he­den i os, og det gør Han ved at gene­tab­lere den sande vær­diskala i os og lede os til­bage til Gud.

Den før­ste, vidun­de­lige frugt af denne hel­hed eller kysk­hed er ydmyg­he­den. Den er frem for alt sand­he­dens sejr inden i os, den er udryd­del­sen af alle de løgne, vi nor­malt lever i. Kun ydmyg­hed kan begribe sand­he­den, den kan se og mod­tage tin­gene, sådan som de er; og der­for kan ydmyg­he­den se Guds stor­hed, god­hed og kær­lig­hed i alle ting. Der­for er det, vi hører, at Gud skæn­ker Sin nåde til de ydmyge, men står de stolte imod.

Kysk­hed og ydmyg­hed efter­føl­ges natur­ligt af tål­mo­dig­hed. Det ”natur­lige” eller ”faldne” men­ne­ske er utå­l­mo­digt; for det er blindt i for­hold til sig selv og der­for hur­tigt til at dømme og fordømme andre. Det har en split­tet, ufuld­stæn­dig og for­dre­jet viden om alting, og der­for måler det alt efter sin egen smag og sine egne ideer. Fordi men­ne­sket er ligeg­lad med alle andre end sig selv, vil det have, at livet skal lyk­kes lige her og nu. Men tål­mo­dig­hed er i sand­hed en gud­dom­me­lig dyd. Gud er tål­mo­dig, ikke fordi Han er ”efter­la­dende”, men fordi Han ser dyb­den i alt, som er til, fordi tin­ge­nes indre vir­ke­lig­hed, som vi i vor blind­hed ikke ser, lig­ger åben for Ham. Jo nær­mere vi kom­mer Gud, jo mere tål­mo­dige bli­ver vi, og jo mere afspej­ler vi den uen­de­lige respekt for enhver skab­ning, som karak­te­ri­se­rer Gud selv.

Ende­lig er kær­lig­hed kro­nen på vær­ket og alle dyders frugt, den kær­lig­hed, der, som vi alle­rede har nævnt, alene kan skæn­kes os af Gud, den gave, som er målet for al ånde­lig for­be­re­delse og praksis.

Alt dette opsum­me­res og brin­ges sam­men i fastebøn­nens afslut­tende del, hvori vi beder om at måtte se vore egne for­syn­del­ser og ikke dømme vor bror. For i sid­ste ende er der kun én fare: stolt­he­den. Stolt­he­den er det ondes kilde, og alt, hvad der er ondt, er stolt. Men det er ikke til­stræk­ke­ligt for mig at se mine egne for­syn­del­ser; for selv denne til­sy­ne­la­dende dyd kan ven­des til stolt­hed. Den ånde­lige lit­te­ra­tur er fuld af advars­ler mod de sub­tile for­mer for pseudo-fromhed, som i vir­ke­lig­he­den, under dække af ydmyg­hed og selvankla­ger, kan lede til sandt dæmo­nisk stolt­hed. Men når vi sam­ti­digt kan se vore egne for­syn­del­ser og und­lade at dømme vor bror, når, med andre ord, kysk­hed, ydmyg­hed, tål­mo­dig­hed og kær­lig­hed er sam­let til ét inden i os, da, og først da, vil den sid­ste fjende – stolt­he­den – blive ned­kæm­pet i os.

Efraim syrerens bønn på norsk:

Herre og Her­sker over mitt liv. Gi meg ikke likegyldighetens, mismotets, makt­ly­stens eller skravlingens ånd. +

bøyning til marken

Men gi meg, Din tje­ner, kysk­he­tens, ydmyk­he­tens, tål­mo­dig­he­tens og kjær­lig­he­tens ånd.+

bøyning til marken

Herre og Konge. La meg se mine egne synder og ikke dømme min bror; for Du er vel­sig­net i  evig­het. Amen.+

bøyning til marken

Deretter 12 små bøyninger idet man sier inne i seg:

Herre, rens meg synder

Atter følger hl. Efraims bønn og en stor bøyning